Vedtægter

VedtæGTER FOR VENSTRES UNGDOM I ÅRHUS

§ 1. Foreningens navn er Venstres Ungdom i Århus.

§ 2. Foreningens hjemsted er Århus Kommune.

§ 3. Foreningen er medlem af Venstres Ungdoms Landsorganisation.

§ 4. Foreningens formål er at arbejde for at sprede oplysning om samfundsmæssige, kulturelle og
internationale spørgsmål blandt unge på grundlag af liberalismen, samt at søge at påvirke samfundet i
en frihedsorienteret retning.

§ 5. Som medlem optages enhver person, der sympatiserer med foreningens formål.
Stk. 2. Afgørelser om eksklusion af medlemmer af Venstres Ungdom i Århus kan træffes enten af bestyrelsen ved 2/3 kvalificeret flertal eller af en generalforsamling ved 2/3 kvalificeret flertal.
Stk. 3. Ethvert medlem ekskluderet af bestyrelsen kan få behandlet sin eksklusion ved den kommende generalforsamling hvis dette medlem kræver det.
Stk. 4. Hvis en generalforsamling ikke endnu er blevet indkaldt, kan der fremtvinges en ekstraordinær generalforsamling for at få behandlet eksklusionen hvis det ekskluderede medlem kræver det
Stk. 5. Ekskludering af et medlem skal som hovedregel ske efter brud på samværspolitikkerne beskrevet i § 12. Kun i ekstraordinære situationer hvor det anses som nødvendigt kan dette afviges fra.

§ 6. Kontingent fastsættes for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling.
Stk. 2. Kontingentet skal overholde minimumsgrænserne fastsat af Dansk Ungdoms Fællesråd og Aarhus Kommune.

§ 7. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, som ordinært holdes hvert år i 1. kvartal, og som indkaldes med minimum 14 dages varsel i en udsendelse til medlemmerne. Indkaldelsen må udsendes via e-mail med emnefeltet ”Indkaldelse til generalforsamling i Venstres Ungdom i Århus”.
Stk. 2. Stemmeret på den ordinære generalforsamling har ethvert betalende medlem.
Stk. 3. Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
• Valg af op til to dirigent, referent og to stemmetællere.
• Formanden aflægger organisatorisk og politisk beretning.
• Kassereren fremlægger revideret regnskab til godkendelse.
• Indkomne forslag fra bestyrelsen og medlemmerne.
• Fastlæggelse af kontingent.
• Vedtagelse af fokusområder og økonomihåndbog.
• Valg:
• a) Valg af formand.
• b) Valg af næstformand
• c) Valg af kasserer
• d) Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer
• e) Valg af op til tre suppleanter.
• f) Valg af to revisorer og to revisorsuppleanter.
• Eventuelt.
Stk. 4. Arbejdsprogrammet for det foregående foreningsår vedlægges indkaldelsen til den ordinære generalforsamling. Ydermere skal den siddende formand eller mulige formandskandidater vedlægge potentielle fokusområder for det kommende foreningsår til den ordinære generalforsamling. Den nyvalgte bestyrelse skal i fælleskab udarbejde et nyt arbejdsprogram for det kommende foreningsår, hvor man med fordel kan tage udgangspunkt i de aflagte fokusområder.
Stk. 5. Valg af formand, næstformand, kasserer, øvrige bestyrelse og suppleanter skal findes blandt foreningens betalende medlemmer
Stk. 6. Forslag til behandling på den ordinære generalforsamling skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen. Forslagene skal derefter udsendes til medlemmerne senest 3 dage før generalforsamlingen.
Stk. 7. Skriftlig afstemning skal afholdes, hvis blot et medlem kræver dette.
Stk. 8. Generalforsamlingen træffer beslutning ved absolut flertal, medmindre andet står beskrevet i vedtægterne. Ved personvalg benyttes prioriteringsmetoden..
Stk. 9. En ordinær generalforsamling må kun afholdes digitalt hvis det anses som strengt nødvendigt for at kunne overholde vedtægternes § 7 stk. 1 om afholdelse i januar måned.

§ 7 a. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, hvis enten formanden eller bestyrelsen ved absolut flertal beslutter dette, eller hvis mindst 1/4 af medlemmerne fremsætter skriftligt krav herom.
Stk. 2. Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes med minimum 14 dages varsel.
Stk. 3. Stemmeret på den ekstraordinære generalforsamling har ethvert betalende medlem.
Stk. 4. Den ekstraordinære generalforsamlings dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
– Valg af dirigent, referent og to stemmetællere
– Indkomne forslag fra bestyrelsen og medlemmer
– Evt.
Stk. 5. Forslag til behandling på den ekstraordinære generalforsamling skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen. Forslagene skal derefter udsendes til medlemmerne senest 3 dage før generalforsamlingen.
Stk. 6. Skriftlig afstemning skal afholdes, hvis blot et medlem kræver dette.
Stk. 7. En ekstraordinær generalforsamling træffer beslutning ved absolut flertal, medmindre andet står beskrevet i vedtægterne. Ved personvalg benyttes prioriteringsmetoden.
Stk. 8. En ekstraordinær generalforsamling må kun afholdes digitalt hvis det anses som strengt nødvendigt for at kunne afholde den og det anses som nødvendigt at afholde en
ekstraordinær generalforsamling inden for den kommende måned.

§ 8. Ledelsen af foreningens daglige drift påhviler bestyrelsen, der foruden formand, næstformand og kasserer, består af seks medlemmer, der vælges på generalforsamlingen.
Stk. 2. Alle valg gælder frem til næstkommende ordinære generalforsamling.
Stk. 3. Bestyrelsen konstituerer sig med formand for politik- og kampagneudvalget, aktivitetsansvarlig, medlemsansvarlig og baransvarlig samt hvad denne finder nødvendigt. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg og ansvarsposter efter behov.
Stk. 4. Ved varigt forfald af næstformand eller kasserer kan bestyrelsen vælge selv at udpege en fra sin midte til den ledige post.
Stk. 5. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 6. Bestyrelsen er ansvarlig for regnskabet.

§ 9. Foreningens regnskabsår går fra 1.1. til 31.12.
Stk. 2. Regnskabet og foreningens økonomiske drift revideres løbende af de på generalforsamlingen valgte revisorer.
Stk. 3. Foreningen tegnes ved køb, salg og pantsætning eller anden hermed ligestillet disposition af formanden og kassereren. Bestyrelsen kan meddele fuldmagt.
Stk. 4. Kassereren er forpligtet til på ethvert ordinært bestyrelsesmøde at fremlægge regnskab samt aktuelle kontoudtog fra alle konti. En enig bestyrelse kan dispensere herfra ved forudgående aftale.

§ 10. Ændringer af disse vedtægter kan kun foretages af en generalforsamling og med 2/3 kvalificeret flertal.
Stk. 2. Ændringer af disse vedtægter træder i kraft straks efter generalforsamlingens afslutning.

§ 11. Foreningen kan kun opløses, når dette vedtages med 5/6 kvalificeret flertal på 3 af hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ekstraordinær. De to
første generalforsamlinger skal afholdes med mindst tre og højest seks måneders mellemrum og den sidste skal afholdes mindst et år fra den første.
Stk. 2. Ingen af de to påkrævede generalforsamlinger må være digitale.
Stk. 3. Ved opløsning tilfalder foreningens midler Venstres Ungdoms landsorganisation

§12 Foreningens bestyrelse er tryghedsrepræsentanter til lokale og nationale arrangementer, hvilket betyder, at man som bestyrelsesmedlem har ansvar for at
foreningen er et trygt sted at være og at vores medlemmer opfører sig efter både Venstres Ungdom i Århus’ samværspolitik og Venstres Ungdoms Landsorganisations
samværspolitik. Der stilles derfor krav til at bestyrelsesmedlemmer i Venstres Ungdom i Århus er bekendt med samværspolitikken.
Stk. 2. Venstres Ungdom i Århus skal have sin egen samværspolitik, som udarbejdes og vedtages af den siddende bestyrelse. Der stilles krav til at samværspolitikken revideres
årligt.
Stk. 3. En ny samværspolitik kan ikke medføre eksklusion med tilbagevirkende kraft

Således vedtaget på Venstres Ungdom i Århus’ generalforsamling, 12. januar 1998.
Ændret på Venstres Ungdom i Århus’ generalforsamling i Århus, 22. januar 2000
Ændret på Venstres Ungdom i Århus’ generalforsamling i Århus, 28. januar 2006.
Ændret på Venstres Ungdom i Århus’ generalforsamling i Århus, 26. januar 2008
Ændret på Venstres Ungdom i Århus’ ekstraordinære generalforsamling i Århus, 15. august 2008
Ændret på Venstres Ungdom i Århus’ generalforsamling i Århus 24. januar 2009
Ændret på Venstres Ungdom i Århus’ generalforsamling i Århus den 23. januar 2010.
Ændret på Venstres Ungdom i Århus’ generalforsamling i Århus den 26. januar 2013.
Ændret på Venstres Ungdom i Århus’ generalforsamling i Århus den 22. januar 2020.
Ændret på Venstres Ungdom i Århus’ generalforsamling i Århus den 13. januar 2023.
Ændret på Venstres Ungdom i Århus’ generalforsamling i Århus den 12. januar 2024.
Ændret på Venstres Ungdom i Århus’ ekstraordinære generalforsamling i Århus den 21. juni 2024.